Indledning@hClass>
Varmeplan 2024 bakker op om Byrådets Vision 2022, ProjectZero samt den kommunale klimahandleplan. Den skal dermed være med til at sikre rammerne for en grøn omstilling af varmesektoren.
Omstillingen af varmeforsyningen i Sønderborg står et stærkt sted.
- 76 % af husstandene i kommunen ligger i et godkendt fjernvarmeområde, hvoraf nogle af områderne er under etablering. Udrulningen af fjernvarme i Nordborg, Havnbjerg, Svenstrup, Guderup samt Rinkenæs er snart afsluttet.
- Der er vedtaget projekter for konverteringer af Nybøl og Vester Sottrup samt Avnbøl og Ullerup. Begge projekter forudsætter etablering af fjernvarmetransmissionsledninger for at koble de nye områder på det eksisterende fjernvarmenet. Forsyningen af Nybøl og Vester Sottrup betyder også, at der etableres en transmissionsledning, der kobler fjernvarmenettene i Sønderborg og Gråsten sammen. Denne sammenkobling betyder, at de eksisterende varmeproduktionsanlæg kan bruges mere optimalt.
- I starten af 2024 er selskabet Sønderborg Lokalvarme oprettet under Sønderborg Varme i samarbejde med Sønderborg Kommune, SONFOR Varme, Broager Fjernvarme og ProjectZero. Sønderborg Lokalvarme skal arbejde for lokale varmeløsninger i de landsbyer i Sønderborg Kommune, der ligger udenfor de traditionelle fjernvarmeområderne. Det kan fx være en løsning, hvor der etableres en varmekilde lokalt i umiddelbar nærhed af landsbyen, og forbinde denne med husene via fjernvarmerør. Lokalvarmeområderne dækker 6 % af det samlede antal husstande.
- Sønderborg Varme har i efteråret 2024 indgået aftale med Blans Slagteri om tilkobling til fjernvarme, hvilket skaber mulighed for at forsyne Blans med fjernvarme og tilbyde Ullerup og Avnbøl en lavere varmepris.
Varmeplanen indeholder en opdateret udpegning af områder med potentiale til fjernvarme. Desuden er det sikret, at varmeplanen fremad kan anvendes som et mere dynamisk værktøj, idet der er lagt op til løbende opdateringer af varmeplanens områdeudpegninger efterhånden som fjernvarmeværkerne afklarer mulighederne.
I varmeplanen er der desuden afsøgt muligheder for at understøtte en udfasning af fossile brændsler i varmeforsyningen.
Status på varmeforsyningen
I Sønderborg Kommune fordeler varmeforsyningen sig således i forhold til varmeplansområderne i november 2024:
| Procentvis fordeling | Antal husstande | |
| Områder med etableret fjernvarme* | 72 | 29.475 |
| Områder godkendt til fjernvarme; endnu ikke etableret** | 3 | 1.400 |
| Potentielle lokalvarmeområder*** | 6 | 2.331 |
| Potentielle fjernvarmeområder | 1 | 342 |
| Områder til individuel forsyning | 18 | 7.248 |
| SAMLET | 40.796 | |
|
*Inkl. områder hvor etablering endnu ikke er helt afsluttet. ** Nybøl, Vester Sottrup, Ullerup, Avnbøl og Dyndved *** Udpegning til lokalvarmeområder er ændret d. 5. november 2025. Optællingen er ikke opdateret herefter. |
Tidligere revisioner af varmeplanen
Varmeplan 2021 blev udarbejdet med udgangspunkt i Strategisk Energiplan 2020. Den reviderede udpegningerne til potentielle fjernvarmeområder og satte øget fokus på sektorkobling, transmissionsledninger og varmeforsyning i lokale fællesskaber.
Allerede i 2022 blev dele af varmeplanen revideret igen. Det sket på baggrund af en national beslutning om, at kommunerne skulle fremskynde varmeplanlægningen og give alle boliger med gasfyr besked om, hvorvidt de kunne få mulighed for at konvertere til fjernvarme. I revision af varmeplanen blev alle godkendte gasområder gennemgået og vurderet i forhold til muligheden for fjernvarme.
Varmeplanen opdateres i 2024 dels for at opdatere kortudpegningerne, så de er retvisende, og dels for at sikre en varmeplanlægning, der er smidig og effektiv.
Status for udfasning af gasfyr
I Sønderborg Kommune har der i en årrække været stort fokus på at nedbringe gasforbruget og underbygge konvertering fra gasområder til fjernvarmeområder. Nedenstående tabel viser udviklingen i antal gasinstallationer.
| 2018 | 2022 | 2024 | |
| Private | 6.631 | 5.243 | 2.997 |
| Erhverv | 663 | 599 | 360 |
| Samlet | 7.294 | 5.844 | 3.357 |
Antal aktive, installerede gasfyr til rumopvarmning. Data for 2024 er indhentet pr. 4. oktober 2024. Kilde: Evida gasdata.
Af ovennævnte tal for 2024 har ejer ønsket frakobling for 48 private og 10 erhvervsmæssige anlæg. Det er en markant nedgang i frakobling, idet der i løbet af 2022 blev frakoblet knap 1.400 private anlæg og cirka 100 erhvervsmæssige anlæg. Det tyder på, at omstillingen væk fra gasfyr er bremset væsentlig op.
Videre proces for etablering af fjernvarme
Varmeplanen udpeget potentielle fjernvarmeområder, men idet varmeplanen ikke indeholder samfundsøkonomiske beregninger, vil områderne først kunne blive godkendt endeligt til fjernvarmeområder efter en konkret projektansøgning. Denne ansøgning skal blandt andet redegøre for at en konvertering vil have positiv samfundsøkonomi. Først efter en godkendelse kan fjernvarme etableres i områderne.
Alle de udpegede områder skal undersøges nærmere for af afklare om det er rentabelt at etablere fjernvarme i områderne. En del af områderne vil sandsynligvis kræve tilskud fra den statslige fjernvarmepulje, og kan således kun etableres hvis der opnås tilskud.